Om os

LIDT HISTORIE

Der var engang… en mor, en far og fire børn. Mor nød at bage, og hun var dygtig. Far kaldte mor for sin prinsesse, og han nød at prale med sin prinsesses lækre bag.

Prinsessens lækre bag er et kvalitetsbageri fra Gentofte, som specialiserer sig i alverdens brød og kager. Det er eksklusivt og ærligt hjemmebag lavet fra bunden og kun med rigtige råvarer. Vi er en lille familie, der i fællesskab har løftet virksomheden – fra et lille hjemmebageri i 1999 til et lidt større hjemmebageri i 2019. Gennem de sidste tyve år er røremaskinerne godt nok blevet større, men produktet er uændret. Det er et smukt, friskt og smagfuldt stykke håndværk, der stadig bygger på de værdier, som virksomheden definerede år tilbage.

Vi nyder at lægge kræfter og kærlighed i vores produkter og dele den gode madoplevelse med alle jer. Vi tager glædeligt imod nye udfordringer og ser stor værdi i løbende at arbejde med nye målgrupper og derigennem udvikle nye produktlinjer.

I dag har vi vores daglige gang på Øregård Gymnasium, Hellerup. I sommeren 2019 blev vi udvalgt som de stolte forpagtere af skolens kantine.

PRINSESSENS LÆKRE BAG BYGGER PÅ EN SIMPEL VISION. EKSKLUSIVT BAGVÆRK OG MAD LAVET FRA BUNDEN AF RENE, ÆRLIGE RÅVARER.

MENNESKENE BAG

Vi er en lille familie, der gennem vores arbejde med Prinsessens Lækre Bag har udviklet et helt særligt bånd. Vi er fire unge mennesker, som gennem vores opvækst har været med på sidelinjen og fra barns ben lært at værdsætte den gode kvalitet. Som vi blev ældre, har vi hver især søgt i forskellig retning og har indsamlet erfaring fra forskellige professionsfelter. Det er netop vores alsidige kompetencer, der tilsammen gør os stærke.

Sig hej til Eva, Anders, Julie, Fritz og Jens.

EVA: Autodidakt bager med en uhøjtidelig tilgang til mad. Gjorde det hele muligt.
ANDERS: Kontormus. Bilentusiast. Hoteluddannet og knivskarp på service.
JULIE: Akademikeren. Kandidat i Fødevareinnovation. Vild med bæredygtighed.
FRITZ: Uddannet kok. Kreativ og effektiv. Løsningsorienteret når der ingen løsning er.
JENS: Efternøleren. Alle elsker Jens.

SORTIMENT

Vi lader os ikke begrænse af et fastdefineret sortiment. Vi nyder at eksperimentere, afprøve, fejle og vinde. Mange års erfaring i bageriet har naturligvis resulteret i et solidt udvalg af favoritter. Alligevel arbejder vi konstant på at forny sortimentet i overensstemmelse med tidens tendenser.

BRØD ・ BOLLER ・ SNEGLE ・ HORN ・ SNURRER ・ SCONES ・ KAGER ・ SØDE & SALTE SNACKS ・ ETC.

MAYO ・ PESTO ・ HUMMUS ・ MARMELADE ・ ETC.

BRUNCH ・ BRYLLUP ・ FØDSELSDAG ・ FERNISERING ・ 3-RETTERS ・ STUDENTERGILDE ・ ETC.

Ellers andet?